Tilbage til oversigt

2018-05-16: Velfærdsteknologisk undervisningscenter i Aarhus Kommune

Den 20. april 2018 var ”Ældrerådets Styregruppe for frihedsteknologi og hjælpemidler” invite2ret til demonstration af teknologier og hjælpemidler i afdelingens undervisningscenter på Sintrupvej 17 i Brabrand. Introduktionen og demonstrationen varede i ca. 2 timer.

Først fik vor gruppe, som består af 3 medlemmer: Stinne Møller Eriksen, Flemming Westergaard og Carl Aksel Kragh Sørensen, en grundig introduktion af fire medarbejdere: konsulent Rasmus Møller-Levi samt ergoterapeuterne Cecilie Høegh Langvad, Lotte Bagge og Susanne Riiser, der alle er projektmedarbejdere.

Selve undervisningscentret på ca. 500 m² er et halvt år, og der har allerede været afholdt undervisning for ca. 500 medarbejdere. Det handler om undervisning i at bruge forskellige senge og lifte, bidet-toiletter, mobil løftestol og multihygiejnestol samt brug af strømpe på og aftager med meget mere. Det er de teknologiansvarlige i vore syv områder, som står for undervisningen.

”Ældrerådets styregruppe for frihedsteknologi og hjælpemidler” var positivt overrasket over de gode demonstrationsfaciliteter. Vi fik demonstreret den mobile løftestol Raizer og multihygiejnestolen Carendo. Desuden fik vi demonstreret en ny drejeseng, så man uden vrid i kroppen kunne sætte sine ben ud til sin kørestol eller rollator. En enkel og smart benløfter fik vi også afprøvet.

Ældrerådet er meget fokuseret på, at vore medarbejdere lige fra SOSU medhjælpere til teamledere kan bruge de leverede teknologier og hjælpemidler. – For hvis ikke medarbejderen er dus med teknikken så bliver borgeren det heller ikke. – I Ældrerådet vil vi hellere bruge ordet ”frihedsteknologi”, fordi ”velfærdsteknologi” er et forkert ord. – Det kan godt være, at der er velfærd i den frihed, som borgeren får til at klare sig selv. – Men nej, det er en simpel frihed, som vi giver borgerne, en frihed til at borgeren selv kan og vil. – Desværre bruges ordet ”velfærdsteknologi” både nationalt og internationalt.

Med venlig hilsen
Carl Aksel Kragh Sørensen / Flemming Westergaard / Stinne Møller Eriksen

Redaktør: Anne Grethe Borghelt - website af atriumWeb ApS - Online markedsføring

Navigation