Der findes 98 ældreråd i Danmark - et i hver kommune. Ældrerådets opgaver er at rådgive kommunalpolitikere i alle forhold, der vedrører ældrebefolkningen.
Der er i Århus valg til Ældrerådet hvert 4. år, og valgperioden følger Byrådets valgperiode.
Ældrerådene er lovfæstede, og dets medlemmer vælges ved direkte valg blandt og af kommunens borgere, der på valgdagen er fyldt 60 år. Der udbetales diæter for deltagelse i ældrerådsmøder.
Danske Ældreråd er en frivillig landsorganisation for de lovbefalede Ældreråd i kommunerne. Formålet er at varetage Ældrerådenes interesser og at styrke og videreudvikle ældrerådene i deres lokale virke.
Ældrerådene fylder 15 år
I 2012 har ældreråd eksisteret som en vigtig del af kommuners politiske og administrative praksis i 15 år. Kommunalbestyrelser har siden 1997 været forpligtet til at høre ældreråd om alle forslag, der vedrører ældre borgere bosat i kommunen. Ældreråd er således en etableret og integreret del af kommuners borgerinddragelse.
Formand for DANSKE ÆLDRERÅD, Kirsten Feld udtaler: ”De sidste 15 år har vist, at ældreråd kan og vil indgå i en konstruktiv dialog med kommunalpolitikerne. Ældrerådene tør stille kommunalpolitikerne til ansvar, når det er nødvendigt og bakke op om gode initiativer. Ældrerådsmedlemmer er videbegærlige og opsatte på at arbejde for gode forhold for ældre borgere. De er gode sparringspartnere i en tid, hvor krisen kradser”. Kirsten Feld glæder sig på ældrerådenes vegne over de gode relationer, ældreråd gennem årene har etableret til kommunalbestyrelser, kommunale forvaltninger, frivillige foreninger og ikke mindst til borgerne.
Ældreråd beskæftiger sig hovedsageligt med ældrepolitiske områder som hjemmehjælp, pleje og omsorg, men også kultur-, trafik- og frivilligpolitik har ældrerådenes bevågenhed. De to spørgsmål, der særligt optager ældrerådene i disse år, er øget digitalisering og velfærdsteknologi.
Ældrerådene stiftede i 1999 landsorganisationen DANSKE ÆLDRERÅD med 98 medlemmer – ét fra hver kommune. På DANSKE ÆLDRERÅDs ældrepolitiske konferencer og temadage drøfter og udveksler ældrerådsmedlemmer den nyeste viden og erfaring, så gode ideer bringes fra råd til råd.
2012 er af EU udnævnt til europæisk år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationer. Fødselsdagsåret er hermed en særlig anledning til at sætte fokus på ældrepolitiske spørgsmål, men tillige til at arbejde for solidaritet mellem alle generationer.