Gå til hovedindhold

Ældrerådets udtalelse til Sundhed og Omsorgs Rammebeskrivelse for frisættelse af plejehjem

Ældrerådets udtalelse til Sundhed og Omsorgs Rammebeskrivelse for frisættelse af plejehjem

  • Læs op

Indhold

    Aarhus Byråd vedtog i forbindelse med Budget 2024 at frisætte 10 plejehjem over en periode på 2-3 år. Herudover har regeringen bebudet en frisættelse af den offentlige sektor bl.a. med afsæt i den kommende ældrereform.

    På denne baggrund har Sundhed og Omsorg udarbejdet en rammebeskrivelse for frisættelse af Aarhus Kommunes plejehjem. – Denne rammebeskrivelse skal så måske revideres, når der foreligger en ny ældrelov.

    Ældrerådet i Aarhus har modtaget rammebeskrivelsen til udtalelse, og Ældrerådet skal udtale følgende:

    Frisættelse af kommunens plejehjem hilses som udgangspunkt velkomment af Ældrerådet, idet Ældrerådet dels er tilhænger af, at unødigt bureaukrati og usmarte arbejdsmetoder fjernes, dels er tilhænger af, at den ældre plejehjemsbeboer tillægges større selvbestem-melse vedrørende eget liv, hvilket nok kræver en reduktion i regler og instrukser. Her kunne nævnes regler for økologi og miljørigtig kost.

    Ældrerådet finder her i første fase behov for, at man ser på de selvpåførte regler mv. Disse er man naturligvis selv herre over skal fjernes, dog måske med Byrådets tilslutning – f.eks. vedr. grøn-/klimavenlig mad - men man skal i dette arbejde sikre, at personalet ikke efterlades på perronen til fri kritik fra borgere, pårørende og Byråd, fordi der er valgt løsninger, som måske indebærer fejl, eller uhensigtsmæssige konsekvenser.

    Her skal for tydelighedens skyld anføres et eksempel med en ældre borger, der ønsker at være iført sin yndlingsbluse, selv om denne har en plet, og pårørende så klager over om-sorgssvigt og uværdig pleje, når pletten opdages. Eller et plejehjem, som efterkommer de ældres ønske om kød på bordet, i strid med Byrådets prioriteringer.

    Det er således vigtigt for frisættelse af plejehjem, at medarbejdernes tryghed sikres, og beboernes indflydelse øges, idet flere regler formentlig er og har været en reaktion på fejl, eller en politisering af plejen.

    Til selve rammebeskrivelsen for frisættelse af plejehjem skal Ældrerådet bemærke, at der umiddelbart ses at være tale om en hensigtsmæssig proces, omend man finder, at der anvendes begreber og vendinger, som kan opfattes unødigt fremmedgørende, og i de konkrete anvendelser ikke har nogen reel betydning.

    Som eksempel:

    Hvad betyder – i den konkrete sammenhæng – ”går i byen de rigtige steder” eller ”politisk følgeskab” eller ”styringsmekanismer”.

    Der skal nok udvises påpasselighed med ikke at gøre arbejdet med ”at sætte fri” unødigt bureaukratisk.

    Herudover har Ældrerådet den bemærkning, at tidsplanen synes noget presset ikke mindst i betragtning af, at frisættelses skal ske over en periode på to-tre år.

    Ældrerådet deltager gerne i Styregruppen/Frihedsrådet - eventuelt som relevant aktør, der løbende inddrages.

    Vh

    Jan Radzewicz

    Formand for Ældrerådet

    i Aarhus kommune

    Sidst opdateret: 26. januar 2024